Turen herover

Rejsen herover 

Jeg skulle flyve fra København kl. 12.20 til Newark International i New York. Som sædvanlig er man altid spændt på hvad der skal ske; bliver man lukket ind i landet og hvordan foregår alt det med sikkerhedstjek osv. Verden bliver nok aldrig den samme efter 9/11, - dem der studeret HRM/Gert Hofstede ved at USA er et langt mere maskulint land end f.eks. "lille Danmark". - Så ikke noget med at joke med terrorisme eller bomber i lufthavnen. ;o)

Som altid var der lidt trafik på Køgebugt motorvejen, men jeg kom til lufthavnen en time før afgang hvilket allerede stresse mig lidt, - men Thumbs up for CPH, stod i afgangshallen 15 min. efter jeg gik ind af hovedindgangen.

Mit kortisol-niveau nåede alligevel uanede højder da jeg i ankomst hallen kunne konstatere at flyet var forsinket 1 time og 25 minutter, hvilket ville indskrænke mit tidsvindue i New York væsentligt.

Turen over Atlanten er der ikke så meget at berette om, sædet ved siden af var tomt, så der var god plads og jeg vil sige at SAS fodrede godt, - og gjorde alt hvad de kunne for at turen skulle være så behagelig som muligt.

 

Newark International: En lidt slidt lufthavn og som jeg havde frygtet tog det en krig at komme igennem det første tjek. (Kufferter bliver ikke videresendt som vi kender fra mange andre steder, så den skulle også findes.) Tidsvinduet var kun 5 kvarter, men med 3-400 foran i køen kunne jeg godt se at tiden lige så stille rendte ud. Alle skulle have taget fingeraftryk af begge hænder og et billede, plus et par små spørgsmål.

 

En lang historie kort – lidt stressende – havde absolut ikke lyst til at strande i New York når der stadig var over tusinde kilometer til Nashville. Mit fly var fløjet – What to do? Efter lidt søgen frem og tilbage fik jeg mit fly rebooked- tilsyneladende noget de er vant til da lufthavnen på nogen områder mest mindede om én stor busterminal – bare med fly pga. landets størrelse.

Velankommet til Nashville efter en lang rejse, hvor John stod og ventede på mig med et skilt påført; Mr. Hansen. 